Vibos historie set med døtrenes øjne.

Vibos historie set med døtrenes øjne

Rudolf Friedrich Nielsen blev født i Århus i 1909

Han var udlært bager, men blev senere ansat på et slagteri i Silkeborg, samtidig begyndte han at lave små træting, mest biler og små trædyr, nogle kan måske huske “vimmerhalen”.

De første lokaler var i kælderen Nørregade 1, Silkeborg, hvor han boede med sin familie og hvor hans forældre også boede, det var dem, som ejede huset.

I 1942 fik han næringsbrev. Jeg kan huske en lille episode fra krigens tid: En dag troppede der et par tyske soldater op, de ville have ham til at lave et eller andet, jeg ved ikke hvad, men han lod som han ikke forstod noget som helst, det skal lige bemærkes, at hans mor var født i Slesvig, men det vidste de heldigvis ikke, så de forlod stedet uden resultat, men familien var da lidt rystet, nok derfor jeg kan huske det.

I januar 1947 købte vores far ejendommen af sin far.

Fabrikken blev udvidet af flere omgange, bl.andet omkring 1960 skulle der en større udvidelse til, men ved udgravningen til kælder, faldt en af de gamle bygninger sammen, der kom heldigvis ingen mennesker til skade.

Indtil 1962 var det de røde dukkevogne, trillebøre og trækvogne, som der blev fabrikeret en masse af.

På en Legetøjsmesse i København blev ideen med at lave tilbehør til ønskedukken født, og der blev opkøbt et restlager af bl.andet små hjul fra Lego ,som var ophørt med at lave trælegetøj i 1960, så Vibo fik hurtig begyndt på produktionen, der blev ansat damer til at sy derhjemme. Samtidig blev skabt kontakt til et nystartet firme, Cava plast i Maribo, som kunne støbe tilbehør i plast, derefter blev det hele samlet på Vibo.

Da eventyret med ønskedukken var slut, var det igen de store træting, samt stof dukkevogne og klapvogne, som der blev satset på.

I 1967 blev der holdt 25 års jubilæum, der kom masse af legetøjshandler i lejede rutebiler, dengang var der jo ikke alle som havde bil, og der var masser af små legetøjsforretninger og ingen kæder som i dag.

Vores far var et meget flittig menneske, med mange ideer. Det var ham der stod i sprøjteboksen og malede, og ikke på kontoret ,som man ellers skulle tro.

I december når varerne skulle leveres til julehandlen, arbejdede alle over, sommetider til kl.4 om natten, så blev der serveret smørrebrød, sodavand og kaffe ud på aftenen, og folk mødte igen om morgenen, når de havde fået et par timers søvn.

Vores far sled sig selv op, blev syg og døde en aprils dag i 1980, sammen med ham døde Vibo, der var ingen til at føre firmaet videre. Maskiner og navn blev solgt, men produktionen var ophørt.

Tak for en dejlig historie. Vivi og Inge-Lise