Carla Simons Historie, Dukketøj fra Greve.

Min søster og jeg voksende op i en verden fuld af dukker og ikke mindst dukketøj. Min mor Carla Simon ejede firmaet ”Dukketøj fra Greve” Hun lavede selv alle dukketøjsmodellerne og syende dukketøj i lange baner; billedlig talt. Dukketøjet blev syet i lange strimler, som lå hen af gulvet, kun holdt sammen af en tynd tråd mellem de små kjoler, dragter m.m. Først blev modellerne siksakket en efter en, derefter blev der sat kantebånd, knapper, pynt og lommer m.m. på og i sidste proces blev modellerne syet sammen.

Firmaet havde til huse i et af vores tre værksteder, som lå i haven. Det var en inderligt mørkt lille lavloftet værksted, hvor symaskinen stod under et af de få vinduer med udsigt ud til resten af den rodede og tilgroede have, som i øvrigt var en skøn have at lege i. Symaskinen var en gammel Singer en industrimaskine, som først blev kasseret for få år siden. Indtil da fungerede den upåklageligt. Her i den lavloftede lokale syende min mor dukketøj til et hav af forskellige dukker. Hvad alle de dukker hun syede til hed, kan jeg slet ikke huske. Der var rigtig mange forskellige. Jeg kan dog huske at hun bl.a. syede til rosenbuddukkerne og til Barbie.

Værkstedet indeholdt også en gammel skæremaskine som vi havde forbud mod at røre. Her blev dukketøjet skåret i tykke bundter sat sammen med knappenåle. I hvert fald en gang er det sket at hun skar sig i fingrene under processen og måtte haste til lægen i Karlslunde for at blive syet. Det var et ukristeligt rodet og absolut ikke støvfrit værksted med kasser og bunker alle vegne, men min mor havde system i sin uorden og vidste derfor altid, hvor hun skulle finde materialerne til næste kollektion.

Da min mor startede firmaet i midten af 60'erne købte hun en lille gul Morris maskot med lad, som hun futtede rundt i, når hun skulle ud at sælge dukketøjet. I en årrække syede hun for Illum. Historien forlyder at hun tog op til salgschefen for at tilbyde ham sine fine varer, men at han ikke havde tid til at se hendes sager og bad hende komme tilbage på et andet tidspunkt, hvorefter min mor sagde at det kunne der ikke blive tale om..”det var nu eller aldrig”. Det var tilsyneladende nok til at få ham i tale, for i mange år efter syede hun dukketøj til Illums varehus. Der var masser at lave og en stor del af byens damer fik arbejde med at sy for min mor. Jeg var ofte med på tur, når vi skulle ud at hente dukketøj rundt omkring i Greve og omegn.

Min mor syede kvalitetsdukketøj. Hun havde ikke meget til overs for meget af det dukketøj der den gang var på markedet. Hun syntes, at det var ringe syet og havde sat sig for at lave dukketøj med ordenlige sømme, som kunne holde til at blive brugt af datidens små piger. Ført for nylig har jeg set et par avisklummer skrevet af Lise Nørgård som var journalist på Politiken, som bl.a. handler om min mors dukketøj. Lise Nørgård var ikke tilfreds med at min mor faldt for tidens trend; Barbiedukker, som hun tilsyneladende fandt afskyelige.

Som jeg husker det blev dukketøjet pakket i naboens stald. Det blev lagt i en plastboble og klipset fast på et stykke farvet pap med firmets logo. De store papkasser fra plastboblerne blev efterfølgende lavet til fine huse af os børn. Min far hjalp med at skære huller til døre og vinduer, og vi fik lov til at male husene.

Jeg husker det som en spændende tid, hvor jeg i alt fald havde masser af flot dukketøj og blev præcenteret for de nyeste dukker.

Min mor lagde dukketøjsproduktionen på hylden da Illum fusionerede med en anden koncern, som tilsyneladende havde andre forretningsmetoder, der gjorde at min mor ikke lige kunne smutte forbi med nyeste kollektion. Illum var da hendes største kunde.

I årene efter firmaet lukkede ernærede min mor sig som aftenskoleunderviser i syning, håndarbejdslærer i folkeskolen, opkøb af gamle sager (møbler m.m. ) som hun istandsatte og solgte videre m.m. Hun sluttede sin arbejdskarriere som medarbejder på et fritidshjem.

Trine Rosenstand